Hvad andre tænker

[helleho]

Hej!

Var til forårskoncert på min bonussøns folkeskole i torsdags. Noget værre klim bim  , men bortset fra det... jeg lærte noget.

Et par stole foran os sad et ægtepar. Da koncerten var slut, rejste de sig med det samme. Det vil sige, hun satte sig igen, for hun kunne ikke bare rejse sig. Skuffelsen i ansigtet, hendes udtryk, og jeg vidste præcis, hvordan hun havde det! Hendes mand hjalp hende op, tog hende under armen, og de gik ud inden mængden af tilskuere rejste sig. Ingen tvivl for mig, hun var MS patient som jeg selv. Som jeg så ofte har haft det, skammede hun sig over at "gå sådan", at stå/gå i vejen, at være langsom, at tiltrække sig opmærksomhed, at være anderledes... Som hende, kan jeg ikke klare, når jeg tiltrækker undrende og medlidende blikke....

Men nu var det ikke mig, og i øjeblikket tænkte jeg... Smukke, kloge kvinde, det er helt ok, du er stærk, du kæmper en kamp de færreste nogensinde kommer til at fatte, du er noget ganske særligt, klogere end alle andre omkring dig i dette lokale. Ret ryggen - vær stolt af den du er. De ved ikke bedre.

Den indsigt vil jeg forsøge at overføre til mig selv i de situationer, hvor spasmer, kramper eller andre forstyrrelser tiltrækker mig ekstra opmærksomhed.

Og jeg ved ikke om den kan give nogen af Jer noget, nu får I ihvertfald historien her. God Søndag!

[bitte Mormor]

Hej Helle
Det har også taget mig mange år at vende sig til at være lidt handicappet at se på.
Men pludselig kan det være rart, at der hurtigt bliver en plads ledig i bussen, og én giver en hjælpende hånd ved udstigning.
Nu har jeg lige fået handicap-transport, Movia Flex, og det er super at blive hentet og bragt til rimelige penge.
Jeg kan cykle ud på den trehjulede, ta' cyklen med i S-toget til Klampenborg, og så afsted ud i Dyrehaven, -dernæst blive hentet og kørt hjem med cykel.
Det har været en stor bevidsthedsændring at skifte spor.
Birte

[Skipper]

Kære Helle. Du rammer så perfekt i din beskrivelse, at man kniber en tåre, for hele scenen er jo kendt af alle, der er ”hægtet af” som følge af sclerosen. Afmagten, vreden, fortvivlelsen. Det rammer Lisbeth og mig dobbelt hårdt, fordi vi jo skammeligt nok glemmer, hvordan det var IKKE at kunne gøre det, som Lisbeth nu igen kan som en naturlig del af hendes hverdag. MSForum er blevet et kosteligt ”medicinskab” ikke alene for de, der har gennemført eller skal gennem en CCSVI indgreb, men så sandelig også for de, der med vort sygeliggørende sundhedssystem er blevet tilbudt alverdens mærkelige behandlingsformer – med bevidst eller ubevidst uvidenhed som kilde. Vi må se frem til, at CCSVI bliver taget alvorligt. Indtil da er der kun ens eget initiativ, der kan gøre noget ved det. Eller de pårørende, som mange gange er nødvendige for at det vil kunne lykkes. Endnu et - fortjent - skulderklap til Christiian for at have skabt dette forum./skipper