Kan en humlebi flyve?

Min Historie
I gennem mange år har jeg mere eller mindre ignoreret min sygdom og prøvet at leve et aktivt liv og har været erhvervsaktiv indtil 2008, hvor jeg efter endnu et attak måtte smide håndklædet i ringen, søge flexjob og begynde på betainteferon, men prøvede stadig at leve et nogenlunde normalt liv og blive boende, selv om jeg har trapper. I perioden fra 2008 er jeg langsomt blevet dårligere og havde en mistanke om at min sclerose var gået over til at være sekundær progressiv.
Mine primære symptomer var:
Nedsat gangfunktion og balance, i perioder kunne jeg kun gå et par hundrede meter med besvær.
Et meget lavt energiniveau og stort søvnbehov, nogen dage kunne en aktivitet som f.eks. indkøb være nok til at bruge dagens energi.
Selv efter en god nattesøvn på 8-10-12 timer kunne jeg vågne og være træt og uoplagt.
Smerter i hovedsagligt underbenene, som gjorde det svært at sove, selv om man var dødtræt.
Slør og dobbeltsyn, mest om aftenen, hvor jeg f.eks. ikke kunne læse rulletekster og underteksterne på TV.
I forsommeren 2011 fik jeg igen et attak, som efterfølgende igen gjorde mig noget dårligere, hvor det så ud til at jeg måtte smide nogle flere håndklæder i ringen, og søge pension, få en handicapbolig og nogle hjælpemidler. Inde i mit hoved var jeg slet ikke der, er det egentlig nogen der er det?, og undersøgte mulighederne for et CCSVI indgreb.
Da det ikke er et anerkendt indgreb i Danmark, og det er jo fair nok, sporene fra f.eks. taldomid kan jo skræmme. Derfor er det svært at få kvalificeret opbakning og viden omkring dette emne. Et råd jeg fik var ”tal med nogen, der har forstand på det” og danske læger tør jo ikke tage ansvaret og anbefale et indgreb som ikke er anerkendt. Så man har jo kun rygter og forskellige både positive og skræmmende historier om det, at skulle tage stilling på baggrund af.

Jeg vurderede at der var væsentligt mere at vinde end at tabe, da det jo ikke er et særligt risikofyldt indgreb og søgte på nettet og fandt et sted i Belgien hvor jeg kunne komme hurtigt til, så jeg bestilte en pakke med hotel og det hele, og så kom ventetiden, hvor jeg udskød de fleste gøremål, for det kunne jeg vel klare i en håndevending når jeg nu blev kureret. Ja jeg er optimist, nogle siger naiv.

Mandag d. 15. august kørte vi så til Belgien og blev indkvarteret på hotellet.

Tirsdag d. 16. august var så dagen for yderligere undersøgelser samt møde lægen. Vi var 5 på holdet, som faktisk alle boede på hotellet, den ene havde jeg spottet aftenen før. Vi var en hollandsk kvinde på godt 50 som brugte krykker, en hollandsk kvinde i begyndelsen af 20érne som ikke var særlig hårdt ramt, en norsk kvinde i 30érne som sad i rullestol og havde svært ved at tale, en dansk mand i 20érne som havde en dårlig gangfunktion og noget med den ene arm og så mig.
Os over 50 skulle have taget et EKG, så fik vi taget blodprøver, foretaget en CT-Scanning, og til sidst var vi inde hos lægen hvor vi fik foretaget en dobler undersøgelse og en snak om hvad der skulle foregå. Min dobler undersøgelse viste at der var nedsat gennemstrømning i den venstre halsvene.

Onsdag d. 17. august, den store dag skulle vi møde på hospitalet kl. 7 om morgenen. Så blev jeg installeret på en hospitalsstue for at vente til det blev min tur. Jeg sad og tænkte ”bare jeg ikke kommer til sidst, for vi havde fastet fra kl. 24. Allerede ved 9 tiden blev jeg hentet og kørt ned på operationsgangen og der mødte jeg den unge hollandske kvinde, som var den første, blive kørt ud med et stort smil over hele hovedet. Så blev jeg lagt på operationsbordet og fik monteret drop og kl. halv 10 så jeg ikke mere, før jeg vågnede 11.30 på opvågningen. Jeg så mig rundt og alt stod helt klart og tydeligt. Jeg følte mig fuld af energi og var klar til at stå op, men så kom der en sygeplejerske og sagde at jeg ikke måtte stå op eller få noget at drikke og spise de første 3-4 timer, så de var helt sikre på at alt var gået godt. Så der lå jeg med tom mave men fuld af energi hmm.
Efter jeg var kørt tilbage på hospitalsstuen kom lægen og fortalte hvordan det var gået, og han fortalte at de også havde fundet nedsat blodgennemstrømning i den højre halsvene, så den var også blevet ordnet. Så fortalte han hvilke størrelse ballon og tryk der var brugt. Den ene havde været oppe på 12 Bar, det synes jeg lyder som en del.
Ved 3 tiden kom de så med lidt meget kærkommen mad og drikke og ved 4 tiden fik jeg så lov til at stå op og komme tilbage til hotellet.
Da jeg var tilbage skulle jeg lige prøve benene med en lille tur ca. 400 meter, og det gik fint. Så tog jeg endnu en lille tur og på vejen tilbage fik jeg næsten trang til at løbe, det havde jeg ikke gjort i 20 år, men undlod for benene er stadig lidt vakkelvorne, så de kræver lidt genoptræning før jeg tør forsøge.
I løbet af aftenen opdagede jeg at min fordøjelse virkede bedre end nogensinde, en lille bonus. Da jeg lagde mig i sengen havde jeg ikke de sædvanligt smerter, føles som en blodtryksmanchet der presser på knogler, muskler, sener og nerver. Alligevel havde jeg svært ved at falde i søvn, jeg var så spændt på at komme ud at prøve mit nye liv, så klokken blev over midnat før jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede om morgenen var jeg frisk som jeg dårligt kan huske at have været, der var klokken 5.15. så var jeg klar til verdenen, men den var ikke klar til mig endnu, så jeg prøvede et par små gåture indtil det var tid til morgenmad, som jeg indtog med større appetit end normalt.

Så har jeg efterfølgende oplevet flere og flere forbedringer, eksempelvis her i søndags, 4 dage efter indgrebet kom jeg i det ene bukseben stående uden at holde i noget. Det kan lyde banalt, men for mig er det en stor ting. Gad vide hvor langt jeg kan komme.
Miraklernes tid er vist ikke forbi.

Efter selv at have oplevet den utrolige forvandling, kan jeg kun anbefale alle som har mulighed for det at få foretaget indgrebet, selv om der er naturligvis er en lille risiko for at der ikke er det store udbytte, men jo længere man venter og jo dårligere man bliver jo større risiko er der for at udbyttet ikke bliver som forventet.
Og så tilbage til overskriften. Der er ikke endnu nogen læger og forskere, som har kunnet bevise effekten af indgrebet, hvorfor myndighederne ikke endnu har anerkendt det. Men det virker bare!
Da jeg var dreng sagde man også at forskere og videnskabsmænd havde fundet ud af at en humlebi på baggrund af vingernes størrelse og vingehastighed samt kropsvægt ikke ville være i stand til at flyve. Den gør det bare!